Leder du efter en lærlingeplads? Vi har hele tiden mindst 3 tømrer- og snedkerlærlinge på værkstedet, og vi vil gerne høre fra dig.
Når du er lærling hos os, forpligter vi os til at give dig en ordentlig introduktion til dit fag både på vores værksted og ude i den virkelige verden. Vi vil gerne have, at du bliver en god håndværker, som behandler kunderne ordentligt, og at du betragter alle opgaver som lige vigtige. Derfor får du en grundig indføring i og deltager i mange slags opgaver.
Som lærling hos os kommer du med ud på både store og små byggeprojekter, og med tiden får du selv ansvar for mindre projekter. Omgangsformen hos Johan Christensen er oplysende og bygger på faglighed og ordentlighed. Vores kunder forventer høj kvalitet, og at opgaverne bliver afleveret til tiden.
Vores forventninger til dig er helt almindelige. Du skal være mødestabil, møde arbejdsparat hver morgen kl. 7, du skal være hjælpsom og god til at samarbejde og du skal kunne sige til, hvis der er noget, du ikke forstår. Kun på den måde kan du blive bedre til dit fag og få mest muligt ud af at være lærling hos os.
Hos Johan Christensen & Søn tror vi på, at du kun bliver en god håndværker, hvis du er indstillet på at løse opgaverne, så kvaliteten altid er i orden, og du kan stå inde for dit resultat. Hos os vil du opleve, at vi stiller høje krav til den kvalitet, du afleverer. Derfor gør vi også meget ud af at lære dig at bruge det rigtige værktøj til opgaverne og at betjene værktøjet rigtigt. Vi har maskiner på vores værksted, som du vil være fortrolig med inden for den første måned som lærling hos os. Du får desuden en funktionsbeskrivelse. Det har alle i firmaet, så ingen er i tvivl om, hvad deres opgaver er, og hvad målet med deres arbejde er.
Hvis du synes, at det lyder som det helt rigtige for dig, så start med at skrive til os i kontaktformularen nedenfor. Fortæl os, hvem du er, og hvad du gerne vil. Vi glæder os til at høre fra dig.